SOA er virksomhedens måde at normalisere it-systemer for at gøre dem lettere at dele, mere dynamiske og lettere at integrere. Web 2.0 er lig dette, men mere rettet mod den enkelte person og det sociale koncept, hvilket også inkluderer måden til at gøre applikationer til platforme der kan genbruges, deles og sammenstilles. Hvor SOA omhandler sammensatte applikationer bruger Web 2.0 et lignende koncept kaldet Mashups.

SOA er teknisk mere komplekst og har mere overordnede koncepter såsom orkestrering, mens Web 2.0 har sociale-, præsentationsmæssige-, ad hoc organisering- og samarbejdende aspekter, som SOA ikke adresserer.

Det betyder at SOA og Web 2.0 i praksis komplementerer hinanden.

I Web 2.0 er netværket platformen, der udspændes til alle enheder forbundet med netværket. Web 2.0 applikationer leverer software som en konstant opdateret service, der bliver bedre jo flere personer, der bruger det. Web 2.0-løsninger bruger og kombinere data fra multipel kilder, inklusiv fra individuelle brugere, mens det tilbyder dets egne data og services på en måde, som tillader det at blive anvendt og kombineret af andre. Der opnås en netværkseffekt gennem deltagelse af mange personer. Formålet er ikke at vise en side for en bruger, men at kunne indgå i en samlet værdi for brugeren.

Web 2.0 løsninger udnytter den samlede viden på internettet. Et aspekt af muligheden for at opnå en konkurrencemæssig fordel er, i hvor høj grad brugerne tilføjer egne data, til det man leverer. Brugerne skal involveres både implicit og eksplicit i at tilføre værdi til ens applikation. Amazon.com har f.eks. gjort meget ud af brugerinvolvering og invitere dem til at deltage på næsten hver eneste side. Amazon.com bruger denne brugeraktivitet til at levere bedre søgeresultater.

Det vil kun være en lille procentdel af ens brugere, der gider besvære sig med at tilføje værdi til ens løsning. Løsningen skal derfor per default opsamle brugerdata som en sideeffekt af brugen af applikationen. Open Source software projekter udnytter f.eks. at brugere, mens de forfølger deres egne selviske interesser, bygger fælles værdier som et automatisk biprodukt. Projekter såsom Linux, Apache og Perl har en lille kerne, veldefinerede udvidelse mekanismer og en tilgang der tillader enhver at tilføje komponenter, der opfører sig ordentlig og derved vokser de ydre lag af løget.

Værdien af en Web 2.0 applikation afhænger af, om den giver mulighed for at kombinere de rette data for brugerens skiftende behov. Kapløbet om at eje visse klasser af kernedata er derfor begyndt. Geografiske placeringer, identiteter, kalender over offentlige arrangementer, produktidentifikation er eksempler på disse. Hvis der er væsentlige omkostninger forbundet med at producere data, kan det give mulighed for at være den eneste leverandør af disse data. Vinderen kan også blive den virksomhed, der først opnår en kritisk masse via bruger-informationsopsamling og formår at danne en værdifuld service ud fra disse opsamlede data.

Web 2.0 applikationer er bygget af et netværk af samarbejdende services. Det er derfor nødvendigt at opbygge sine services løst koblet og derved gøre det let for andre at bygge videre på og tilføje ekstra værdi, samt selv udnytte data-services fra andre i egne services. Udnyt syndikering, hvor data sendes ud, uden man har kontrol over, hvad der sker, når data kommer til den anden ende i forbindelsen.

Udstilling af løst koblede services, vil give mulighed for innovation ved at sammenstille services på nye eller effektive måder, der giver værdi for brugerne.

Blog indlæg

Software på internettet leveres som en service

Web 2.0 checkliste

Web 2.0 og netværkseffekten

Data giver konkurrencemæssig fordel

Web 2.0 og generation Y

Web 2.0, SOA og Long Tail filosofien