SOA er virksomhedens måde at normalisere it-systemer for at gøre dem lettere at dele, mere dynamiske og lettere at integrere. Web 2.0 er lig dette, men mere rettet mod den enkelte person og det sociale koncept, hvilket også inkluderer måden til at gøre applikationer til platforme der kan genbruges, deles og sammenstilles. Hvor SOA omhandler sammensatte applikationer bruger Web 2.0 et lignende koncept kaldet Mashups.

SOA er teknisk mere komplekst og har mere overordnede koncepter såsom orkestrering, mens Web 2.0 har sociale-, præsentationsmæssige-, ad hoc organisering- og samarbejdende aspekter, som SOA ikke adresserer.

Det betyder at SOA og Web 2.0 i praksis komplementerer hinanden.

I Web 2.0 er netværket platformen, der udspændes til alle enheder forbundet med netværket. Web 2.0 applikationer leverer software som en konstant opdateret service, der bliver bedre jo flere personer, der bruger det. Web 2.0-løsninger bruger og kombinere data fra multipel kilder, inklusiv fra individuelle brugere, mens det tilbyder dets egne data og services på en måde, som tillader det at blive anvendt og kombineret af andre. Der opnås en netværkseffekt gennem deltagelse af mange personer. Formålet er ikke at vise en side for en bruger, men at kunne indgå i en samlet værdi for brugeren.

Web 2.0 løsninger udnytter den samlede viden på internettet. Et aspekt af muligheden for at opnå en konkurrencemæssig fordel er, i hvor høj grad brugerne tilføjer egne data, til det man leverer. Brugerne skal involveres både implicit og eksplicit i at tilføre værdi til ens applikation. Amazon.com har f.eks. gjort meget ud af brugerinvolvering og invitere dem til at deltage på næsten hver eneste side. Amazon.com bruger denne brugeraktivitet til at levere bedre søgeresultater.

Det vil kun være en lille procentdel af ens brugere, der gider besvære sig med at tilføje værdi til ens løsning. Løsningen skal derfor per default opsamle brugerdata som en sideeffekt af brugen af applikationen. Open Source software projekter udnytter f.eks. at brugere, mens de forfølger deres egne selviske interesser, bygger fælles værdier som et automatisk biprodukt. Projekter såsom Linux, Apache og Perl har en lille kerne, veldefinerede udvidelse mekanismer og en tilgang der tillader enhver at tilføje komponenter, der opfører sig ordentlig og derved vokser de ydre lag af løget.

Værdien af en Web 2.0 applikation afhænger af, om den giver mulighed for at kombinere de rette data for brugerens skiftende behov. Kapløbet om at eje visse klasser af kernedata er derfor begyndt. Geografiske placeringer, identiteter, kalender over offentlige arrangementer, produktidentifikation er eksempler på disse. Hvis der er væsentlige omkostninger forbundet med at producere data, kan det give mulighed for at være den eneste leverandør af disse data. Vinderen kan også blive den virksomhed, der først opnår en kritisk masse via bruger-informationsopsamling og formår at danne en værdifuld service ud fra disse opsamlede data.

Web 2.0 applikationer er bygget af et netværk af samarbejdende services. Det er derfor nødvendigt at opbygge sine services løst koblet og derved gøre det let for andre at bygge videre på og tilføje ekstra værdi, samt selv udnytte data-services fra andre i egne services. Udnyt syndikering, hvor data sendes ud, uden man har kontrol over, hvad der sker, når data kommer til den anden ende i forbindelsen.

Udstilling af løst koblede services, vil give mulighed for innovation ved at sammenstille services på nye eller effektive måder, der giver værdi for brugerne.

Software på internettet leveres som en service

Software på internettet leveres som en service ikke som et produkt. Nye funktioner skal derfor ikke pakkes sammen i enkeltstående releases, men i stedet tilføjes kontinuert, som en del af den normale brugeroplevelse. Brugerne vil fungere som reel-tids-testere og det er nødvendigt at kunne overvåge servicen, så man ved, hvordan brugerne anvender den nye funktion. F.eks. vil http://360.yahoo.com/ og Goggles GMail fortsætte med at være i beta i lang tid.
Web applikationers opdateringsfrekvens, vil være radikalt anderledes end det vi kender fra PCer og klient-servere, som kræver at alle opgraderer deres computermiljø hvert andet eller tredje år.

Software på internettet vil ikke blive solgt som en software-pakke, men leveret som en service, hvor kunden betaler direkte eller indirekte, for brugen af servicen. Der er ingen planlagte software release, kun konstante forbedringer. Ingen licensiering eller salg kun brug. Softwaren skal ikke distribueres kun bruges. Ingen portering til forskellige platforme, så kunden kan køre softwaren på dets eget udstyr,

I fremtiden vil vi se flere opgør mellem to forskellige forretningsmodeller. På den ene side enkelte software leverandører, der med en stor installeret base, tæt integreret operativsystem og API’er får kontrol over programmeringsparadigmet og på den anden side et system uden ejere, bundet sammen af et antal protokoller, åbne standarder og aftaler om samarbejde.

Web 2.0 og netværkseffekten

Web 2.0 er netværket platformen, der udspændes til alle enheder forbundet med netværket. Web 2.0 applikationer leverer software som en konstant opdateret service, der bliver bedre jo flere personer, der bruger det. Web 2.0-løsninger bruger og kombinere data fra multipel kilder, inklusiv fra individuelle brugere, mens det tilbyder dets egne data og services på en måde, som tillader det at blive anvendt og kombineret af andre. Der opnås en netværkseffekt gennem deltagelse af mange personer. Formålet er ikke at vise en side for en bruger, men at kunne indgå i en samlet værdi for brugeren.

Netværkseffekten er et resultat af Metcalfes lov, der siger, at ”værdien af et netværk vokser med kvadratet af størrelsen af netværket.” Dette betyder, at et netværk, der er dobbelt så stort, vil være fire gange så meget værd for dets brugere. F.eks. er en enkelt fax-maskine ikke noget værd, men værdien af fax-maskinen stiger med det samlede antal fax-maskiner på netværket, fordi det samlede antal personer, man kan udveksle dokumenter med, stiger. Dette i modsætning til traditionelle modeller for udbud og efterspørgelse, hvor forøgelse i antallet af en enhed reducerer værdien af denne enhed.

Data giver konkurrencemæssig fordel

Værdien af en Web 2.0 applikation afhænger af, om den giver mulighed for at kombinere de rette data for brugerens skiftende behov. Kapløbet om at eje visse klasser af kernedata er derfor begyndt. Geografiske placeringer, identiteter, kalender over offentlige arrangementer, produktidentifikation er eksempler på disse.

Hvis der er væsentlige omkostninger forbundet med at producere data, kan det give mulighed for at være den eneste leverandør af disse data.

Vinderen kan også blive den virksomhed, der først opnår en kritisk masse via bruger-informationsopsamling og formår at danne en værdifuld service ud fra disse opsamlede data.

Blog indlæg

Web 2.0 checkliste

Web 2.0 og generation Y

Web 2.0, SOA og Long Tail filosofien